Opskrift: Blomkålssalat med mozzarella og sukrin syltede rødløg

En fantastisk dejlig salat som jeg altid ville kunne servere til rødt kød eller gris. Den er også så god, at den kan stå alene som den er. Den kan virkelig noget, og den mætter utroligt meget! Og husk nu, at det er helt ok at skrue ekstra op for mozzarellaen.

15 g kulhydrat pr. portion

Ingredienser

Ca. 3-4 portioner á 250 gram

Salat:
1 helt blomkål
30 gram rødløg
50 gram rucola 
100 gram cherrytomater 
50 gram pinjekerner 
150 gram små mozzarella kugler

Marinade:
1 dl olivenolie
1 fed presset hvidløg 
1 spsk Sukrin gold 
Saft og skal fra 1 lime
Salt og peber 

Sukrin syltede rødløg:
1 rødløg (ca. 100 gram)
100 gram lagereddike 
50 gram Sukrin melis
Peberkorn, laurbærblade eller andet krydderi

Sådan gør du

1. Start med at lave marinaden til salaten. Bland olivenolie, citron saft, revet citronskal, Sukrin og hvidløg sammen. Smag til med salt og peber.

2. Skær blomkålen i passende stykker og bland dem sammen med marinaden. Dette kan eventuelt gøre i en plastikpose, så det hele kan vendes godt sammen.

3. Herefter laves syltelagen. Skær rødløget i skiver, og læg til side.

4. I en smal gryde blander du eddike, sukrin og dine valgte krydderier. 

5. Tænd for blusset på max. Når syltelagen begynder at koge, tager du gryden af blusset, og lægger rødløgene direkte ned i den varme lage. Lad rødløgene stå og trække, til de ikke længere er varme (20-30 minutter). Herefter drænes væden fra. 

Her har jeg hældt de lynsyltede rødløg over i en skål, så de nemmere kan nedkøle. Jeg fjerner laurbærbladene og peberkornene før jeg anretter med rødløgene.


6. Du har nu tid til at lave resten af salaten. Rist pinjekernerne af på en tør pande på lav varme. Hold øje med dem, da de pludselig kan blive sorte. 

7. Hak det lille rødløg til salaten fint og del cherrytomaterne i to.Skyl rucolaen eller persillen, og hak det let. 

9. Tilføj rødløg, rucola og cherrytomater til blomkålssalaten umiddelbart før servering. Pynt med pinjekerner, de drænede, syltede rødløg, og de små mozzarella kugler. Drys med salt og peber.

Salaten kan holde sig cirka 2 dage i køleskabet, og kan til nøds godt laves dagen i forvejen. Jeg vil blot anbefale, at man venter med at blande rucola/persille og pinjekerner i før servering. 

Her har jeg serveret salaten til en rest af oksespidsbryst med Romesco sauce. Jeg vil anbefale denne salat til både ko og gris – og kan faktisk også stå alene. Passer desuden perfekt til alle sæsoner – vinter som sommer.

Velbekomme!

Andre tanker

Denne salat hører til liberal keto med 15 gram kulhydrater per portion på 255 gram (ca. 11 gram nettokulhydrater per portion). Dette skyldes blandt andet rødløg, pinjekerner og syltede rødløg. Hvis du ønsker at nyde denne salat på striks LCHF/keto, vil jeg anbefale dig følgende:

  • Undlade rødløg i salaten
  • Skifte ristede pinjekerner ud med ristede mandler
  • Undvære de sukrinsyltede rødløg

På denne måde undværer du flere kulhydrater, og lander på cirka 10 gram kulhydrater per portion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *